De tyske Flygtninge i Silkeborg

 

Af Dan Mouritzsen.

Optakten.

Omkring årsskiftet 1944-1945 var de russiske styrker begyndt at kæmpe sig ind i de tidligere tyske områder i øst. De tyske beboere i disse områder flygtede - enten frivilligt eller tvunget bort - i stort tal fra den frygtede røde hær.

Flygtningene brugte alle de muligheder de havde for at kunne komme bort. Mange søgte væk til fods over land, men de fleste forsøgte at komme til Østersøhavnene, for at komme med de skibe der forlod disse havne med kurs mod Danmark eller Tyskland. Tæt på 2.000.000 flygtninge blev evakueret over Østersøen, og der indtraf flere store skibskatastrofer under overfarten. Titanic´s tab af 1517 menneskeliv var nærmest rent vand, ved siden af nogle af de helt store katastrofer der fandt sted i Østersøen i de måneder evakueringen fandt sted.

Den 30. januar 1945.

Wilhelm Gustloff på 25.484 BRT blev torpederet med 10.582 mennesker ombord. 1.239 blev reddet

Den 9. februar 1945.

General von Steuben på 14.660 BRT blev torpederet med ca. 5000 flygtninge ombord. Ca. 600 blev reddet.

Den 16. april 1945.

Goya på 5.230 BRT blev torpederet med ca. 6000 flygtninge ombord. Kun 183 blev reddet.

Senere blev det regnet ud at evakueringen af flygtningene ”kun” kostede omkring 19.000 mennesker livet. Det anså man for at være særdeles billigt sluppet, i forhold til at to millioner mennesker var blevet evakueret under så vanskelige forhold, og på så kort tid.

Mange af flygtningene havde før ankomsten til Danmark været undervejs i ugevis. Først ad landevejene i lange vognkaravaner (også kaldet Trecks), som enten gående - eller hvis man var heldig, med heste/studevogn. Med sig havde de kun de mest nødtørftige ejendele og flere havde måttet undvære vand og mad i dagevis.

I det fleste tilfælde var de lange flygtninge karavaner også blevet blandet med enheder fra de tilbagerykkende tyske tropper, og karavanerne udgjorde derfor et legitimt mål for den røde hærs luftvåben.

Efter beskydninger og bombninger, ankom man til de overfyldte havnebyer. Og hvis man var blandt de heldige, kom man efter flere døgn - sommetider ugers - ventetid med et skib. Ombord på skibene blev man stuvet så mange sammen som muligt. Ens medbragte ejendele måtte forblive i land - kun tøj måtte medbringes. De eneste som fik liggepladser var de meget syge, hårdtsårede og døende. Og under de kår var det ikke underligt at spredningen af smitsomme sygdomme havde gode vilkår, og tabstallene var derfor høje.

Faren var langt fra ovre, bare fordi flygtningene ankom til Danmark eller til Tyskland. I flere måneder efter befrielsen omkom der hver dag adskillige flygtninge af de strabadser, de havde været udsat for under flugten, såsom udmattelse, sult, chok og sygdomme. De mest udsatte var naturligvis i den forbindelse de gamle, de sårede og syge - også ikke mindst børnene.

”Den anden besættelse”.

I Danmark blev de første tegn på den periode som senere blev kaldt ”den anden besættelse”, først mærket i februar 1945. Den 8. februar blev der fra tysk side givet besked til udenrigsministeriet, om at der inden for kort tid ville komme flere tusinde flygtninge til landet fra øst. I første omgang måtte der påregnes indkvartering i privathjemmene hos det tyske mindretal i Sønderjylland.

Udenrigsministeriet protesterede naturligvis mod dette, men der blev henvist fra tysk side til at ordren kom direkte fra "Der Führer" i Berlin. Hitler havde den 4.februar afgivet en befaling, som i dansk oversættelse lyder:

”Til øjeblikkelig aflastning af transportsituationen i riget befaler jeg, at de folkefæller, som forbigående må føres tilbage fra rigets østområde, skal indkvarteres i riget og i Danmark”.

En officiel klage blev også sendt til den tyske øverstkommanderende i Danmark, Generaloberst Lindemann, men han oplyste at værnemagten kun bistod med at finde indkvartering til flygtningene. Alt andet henhørte under den Rigsbefuldmægtigede Dr. Best alene.

I løbet af februar, marts og april strømmede flygtninge i tusindtal til primært de danske Østersøhavne, og værnemagten beslaglagde derfor over hele landet i stort tal bygninger, som var egnede til indkvartering.

Søndag den 11. februar 1945 ankom det første af de mange efterfølgende tyske lazaret- og flygtningeskibe til Københavns Frihavn. Lazaretskibets navn var ”Vaterland”. Det ankom fra Stettin med 2500-3000 sårede tyske soldater fra østfronten. En tysk læge - Horst Forsters, som var øjenvidne til begivenheden - beskrev modtagelsen på denne måde:

”Skibet ankom til Frihavnen sent søndag aften og vi kørte derud med flere kolonner af vores transportbiler og ambulancer. Af sikkerhedshensyn var vi blevet bedt om, at køre af nogle omveje så evt. spioner ikke var klar over hvor mange sårede der blev bragt fra borde.

Ombord mødte der os et frygteligt chok. Flere af de hårdt sårede var blevet bragt ombord uden behandling og de havde ingen lægehjælp fået fra det øjeblik de blev såret og til de ankom til Frihavnen. I de to døgn de var ombord, havde de kun fået en tynd substans som kaptajnen kaldte suppe, at spise. Mange var på vanviddets rand af smerter og chok og fælles for dem alle var, at de til overflod var befængt med kropslus, som desværre også er gode smittebærere.

Jeg fik ansvaret for 248 sårede soldater og vi måtte straks i gang med nødoperationer for, at redde dem, som kunne reddes. Flere var dog så hårdt sårede at vi intet kunne stille op. Det jeg husker mest var den modbydelige stank af råddenskab der steg en i møde når vi pillede de oftest interimistiske forbindinger af, men også de frygtelige lyde som lød mere som om de kom fra dyr end fra mennesker . Mange af forbindingerne var lavet af avis- eller indpakningspapir og ofte bundet fast med sejlgarn eller sågar ståltråd. Flere gange fulgte der stor klumper af hud og råddent kød med, når vi pillede dem af.

Vi løb hurtigt tør for bedøvelse og måtte derfor foretage flere amputationer uden at kunne dulme patientens smerter. Gudskelov var flere af soldaterne dybt bevidstløse da vi begyndte at skære i dem. Af de 248 soldater jeg fik ansvaret for, var de 27 døde indenfor det første døgn. Inden vi nåede at komme i gang med nødoperationerne var alene ni døde. En enkelt pillede jeg 2 ½ kg. granatsplinter ud af, de største var på størrelse med en lillefinger. Soldaten overlevede mirakuløst nok, endda uden at få nogle infektioner.

Flere af mine sygeplejersker, måtte hjælpes udenfor undervejs når de besvimede og jeg selv måtte også en tur i gulvet på et tidspunkt, da opgaven blev for ubehagelig.

En ukendt soldat, på havnen i Stettin har uden tvivl reddet mange af disse soldaters liv. Da han fik at vide at de hårdtsårede skulle sejles til København uden lægebehandling, gjorde han noget som uden tvivl har reddet manges liv. Han fik fingre i en feltesse og mens nogle kammerater holdt de sårede fast, renskar han sårene på de soldater som havde fået bortskudt forskellige lemmer som arme, ben og hænder. Derefter brændte han sårene med et stykke gloende jern fra essen. Derved har han uden tvivl forhindret mange tilfælde af infektioner og koldbrand og dermed reddet manges liv. Hvem denne soldat var, har man fra tysk side flere gange forsøgt at finde ud af, men det er vist aldrig lykkedes. Man ved vist heller ikke om han selv overlevede dette inferno.”

I Silkeborg ankom nogle af de første flygtninge med tog sydfra den 15. marts. I de følgende måneder blev de mange nye flygtninge, for kortere eller længere perioder ad gangen, tvangs-indkvarteret i følgende bygninger:

Der hvor ca. antallet af flygtninge er kendt, er det angivet efter navnet! 

Nogle af de første tyske flygtninge, ankommer til Silkeborg med tog.

Denne "anden besættelse" medførte naturligvis en kraftig reaktion fra modstandsbevægelsens side, og i flere af de illegale blade var tonen meget truende overfor de tyske flygtninge, der efterhånden begyndte at fylde gadebilledet i de større byer. Udover kraftige udfald imod dem af de "tysk venlige" danskere der var, var flygtningene dem der fyldte mest plads i de illegale blades spalter.

Det illegale blad Frit Danmark skrev blandt andet følgende:

”Nu glammer det Teutoniske ulvehyl... Hylet om medlidenhed. Den nation, som udryddede mennesker i hundredtusindvis i dødslejrene og gaskamre i Polen...  Den nation der begyndte bombningen af Warszawa, Rotterdam og Belgrad, den ligger nu for vores fødder...   Derfor ingen kadavermedlidenhed. Ethvert tilløb dertil vil blive betragtet som en upatriotisk handling og behandlet som sådan...   Derfor; hold ud, gør dig hård!    Desto snarer har du sejren i hænde”.

En anden artikel forsatte i samme spor;

”Dette er "Herrefolket" på flugt, dette er repræsentanter for den tyske "kulturnation" - i går brovtende, piskesvingende undertrykkere, i morgen klynkende, indsmigrende flygtninge, i fuld gang med at slippe medlidenheds kampagnen løs på Europa.

Nu tager "Herrefolket" flere og flere af deres hemmelige våben i brug, blandt andet medlidenheds og barmhjertigheds kampagnen. Men de skal ikke få held til at forblænde os en gang til..... De kan ikke tvinge os ind i vores egen medlidenhed, den er fyldt med vores pinte og dræbte brødre, og det er brodermord på nogen som helst måde godvilligt at hjælpe tyskerne eller Tyskland”.

Kort tid efter den 4. april 1945 blev der trykt følgende opråb i det illegale blad Frit Danmark:

                                                                    Tekstboks: Opraab fra Danmarks Frihedsraad
Angaaende Hjælp til tyske Flygtninge 
      Under den sidste Tids Flygtningetransporter fra Tyskland til Danmark er det paa Grund af svigtende tysk Organisation forekommet, at tyske fødende Kvinder, dødssyge Smaabørn og Mennesker lidende af farlige epidemiske Sygdomme har maattet indlægges paa danske Sygehuse og behandles af danske Læger og Sygeplejersker. Trods Tyskernes umenneskelige Behandling af danske Statsborgere har man ydet denne Nødhjælp.
Danske Læger og Sygeplejersker har stedse i Enkelttilfælde Behandlet syge Mennesker i Nød, enten det var Tyskere, allierede eller danske Sabotører – selv under Trusel om Fængselsstraf; men det er ikke en Opgave for det danske Folk, som i Praksis anerkendes som allieret Nabo, gennem sine Myndigheder og Organisationer at etablere Sanitetstjeneste for Tyskerne og derved lette deres Krigsførelse. Den opgave maa løses af Tyskerne selv.
Naar der fra visse Sider har været fremsat Forslag om meget vidtgaaende Hjælp til Flygtninge som en Modydelse fra dansk side i Haab om at opnaa en bedre Behandling af internerede danske Gendamer, Betjente og eventuelle andre, maa det fastslaas, at der ikke kan handles herom. Hvis Tyskerne i den 11. Time indser, at Behandlingen af de deporterede danske Statsborgere er en Skamplet paa det tyske Folk og søger at raade Bod herpaa, er det godt, men det kan ikke berettige til Forventninger om Modydelser fra dansk side.
            Den 21. Marts 1945
DANMARKS FRIHEDSRAAD

På side to i samme udgave blev det derefter pointeret, at:

”Som det fremgaar af Frihedsraadets Opraab, som er gengivet paa første Side, angaande Lægehjælpen til Flygtningene, er det slaaet uomtvistelig fast, at der ikke kan ydes nogen frivillig Hjælp til tyske Flygtninge, hverken af danske Læger, danske Myndigheder og Organisationer eller af det danske Folk”.

Flere af de tyske flygtninge gjorde sig heller ikke alt for store anstrengelser for at deres image skulle blive forbedret. Flere forretningsdrivende i Silkeborg oplevede at de tyske flygtninge bare krævede ind, uden tanke for hverken rationeringer eller andet. Flere krævede varer udleveret, uden at aflevere rationeringsmærker til gengæld. Og flere truede med at tilkalde det tyske politi, hvis ikke forretningsindehaveren makkede ret. En tysk kvinde tilkaldte således det tyske politi til en forretning i Vestergade, fordi en forretningsindehaver dristede sig til at forlange penge for de udleverede varer. Der var en del af disse episoder, specielt i krigens sidste dage, hvor nogle af de mere ”initiativrige” flygtninge udnyttede deres stilling som ”flygtninge under officiel beskyttelse af værnemagten”. Denne ”beskyttelse” benyttede de sig af til at skaffe sig selv penge, på de andre flygtninges bekostning. Enkelte kriminelle elementer begyndte kort efter ankomsten at ernære sig som sortbørshandlere, og solgte rask væk af de forsyninger, som ellers var blevet indkøbt af værnemagten, til brug for de andre flygtninge.

Der var rygter om at der i københavnsområdet endda var flere mord internt blandt kriminelle tyske flygtninge, som ryddede hårdt op blandt deres konkurrenter på sortbørsmarkedet. Det tyske militærpoliti slog endog meget hårdt ned på den slags kriminelle, når de undtagelsesvis blev fanget. Flere dødsdomme blev afsagt og eksekveret i krigens sidste måneder på det grundlag.

Befrielsen.

Efter befrielsen var den tyske rømning af Danmark en de væsentligste forudsætninger for, at der kunne ske en normalisering af forholdene her i landet. Selv efter den tyske overgivelse havde de tyske myndigheder - ikke mindst værnemagten - en betydelig indflydelse, der naturligvis indskrænkede den danske indflydelse på flere områder. Alene den tyske styrkes størrelse på næsten 280.000 mand, ved siden af de 244.000 civile flygtninge, gjorde at danske myndigheder ikke frit kunne disponere over landets ressourcer. De mange tyskere lagde beslag på fødevarer, indkvartering, brændsel osv., ved siden af selvfølgelig at udgøre et sikkerhedsproblem.

Tyskerne skulle ud hurtigst muligt, og udenrigsminister Christmas-Møller talte nok på de flestes vegne, da han den 19. maj i en tale på Bornholm hævdede, at Danmark først atter ville blive helt frit, når den sidste tysker havde forladt landet. Her havde han en pointe, men det skulle dog ikke komme til at gå helt så enkelt, som han måske havde forestillet sig. Eller i hvert fald som han gav udtryk for. Christmas Møller vidste på dette tidspunkt nemlig godt, at den tyske rømning af landet ville komme til at trække ud - måske i årevis. Der var nemlig i denne forbindelse navnlig tre problemer der gjorde sig gældende. For det første var det sin sag at få næsten en halv million tyskere ud af landet. Til en sådan rømningsopgave stod der kun ganske få transportmidler til rådighed, og Slesvig-Holsten - som skulle være rømningens mål - husede allerede mere end tre millioner civile og militære flygtninge. I forlængelse af disse praktiske begrænsninger skabte den tyske tilstedeværelse problemer i et omfang, som den danske administration ikke kunne omfatte. Og man var derfor nødt til fra dansk side at samarbejde med den tyske administration en stund endnu.

Ganske vist ville en stor del af disse problemer forsvinde med den sidste tysker, men indtil da ville tyskerne endnu have en vis indflydelse i landet. (De sidste tyske soldater forlod først landet i 1949, og det var først efter de sidste civile flygtninges afrejse). Endelig var det ikke op til hverken de danske myndigheder eller modstandsbevægelsen at bestemme, hvordan - og navnlig hvor hurtigt - den tyske rømning skulle foregå. Der var ingen tvivl om at særligt modstandsbevægelsen gerne ville give en hånd med for at få tyskerne ud hurtigst muligt, men det var ikke deres sag - det var briternes.

I en samtale den 6. maj mellem afdelingschefen M.A. Wassard fra udenrigsministeriet, og en repræsentant fra den britiske krigsfange og flygtningeadministration, blev flygtningenes ophold her i Danmark bragt på bane. Umiddelbart kunne de britiske myndigheder ikke udtale sig om hvornår en eventuel hjemsendelse kunne komme på tale. Socialministeriet så derfor ingen anden udvej, end at påbegynde arbejdet med at opbygge en dansk flygtningeadministration. Opgaven med at administrere disse flygtninge, tilfaldt den tidligere folketingsmand Johs. Kjærsbøl. Han kom senere til at stå i spidsen for det, som naturligt nok blev døbt flygtningeadministrationen.

Udover frihedskæmperne i Silkeborg - som i tiden kort efter befrielsen blev tildelt bevogtningen af de tyske flygtninge - varetog også en afdeling af Danforce en del af bevogtningsopgaverne. Denne situation var dog ikke holdbar i længden, og Statens Civile luftværn fik, som i resten af landet, overdraget opgaven med at udføre det praktiske arbejde, blandt andet i forbindelse med ledelse og bevogtning af de tyske flygtningelejre. Statens Civile Luftværn var en organisation, som bla. indeholdte Det Civile Beredskab - eller i forkortelse nok bedst kendt som CB’erne ”civil-beskyttelse”.

Danforce soldater bemandede hovedvagten på Silkeborg Bad i juni/juli 1945.

Organisationen havde fungeret under besættelsen som det organ, der skulle bistå den civile befolkning i tilfælde af kamphandlinger på dansk jord. Bevogtningspersonalets opgave blev til dels at forhindre de internerede i at bryde ud af lejrene, men også for at forhindre at eventuelle overfald på flygtningene fra Silkeborgs civil befolkning fandt sted.

Et af CB vagtholdene fra Silkeborg Bad.   

Hvis man skal gøre det groft, kan flygtningenes ophold i Danmark deles ind i fire stadier:

1. Tiden indtil befrielsen.

Indkvarteringen og forplejningen blev varetaget af den tyske værnemagt. De syge og sårede blev behandlet af værnemagtens egne læger og de tyske lazaretter. Hvis der opstod akutte behov/ overbelastning af de enkelte lazaretter, blev de danske læger og de danske sygehuse benyttet. Flygtningene kunne frit færdes overalt i byen, og de fik hver udbetalt 1 kr. om dagen til fornødenheder. På de fleste indkvarteringssteder blev der, af den tyske by kommandant, udpeget en fælles tillidsmand, som varetog kontakten til de tyske myndigheder.

2. Efter befrielsen.

Dette var det mest kaotiske tidspunkt i hele flygtningeperioden. Både for de tyske flygtninge, men ikke mindst for de danske myndigheder, som pludselig stod med 244.000 uønskede tyske civilpersoner indenfor landets grænser. Derfor var indsatsen fra de danske myndigheders side hverken målrettet eller organiseret i de første måneder efter befrielsen. Dels pga. andre mere presserende opgaver, men også fordi ingen - heller ikke myndighederne - havde fantasi til at forestille sig, at de internerede skulle opholde sig særligt længe i Danmark. Og hvorfor så spilde tiden på at aktivere de internerede, eller forbedre deres forhold.

                        Tysk flygtningebarak tegnet af tysk flygtning 1946                              

                                                                  

3. Sommeren og efter-året 1945.

Efter at det blev klart at flygtningene ikke bare kunne smides ud af landet og sendes hjem indenfor en overskuelig periode, blev det klart for de implicerede at det blev nødvendigt med forbedrede forhold for de mange flygtninge. De var for det første stuvet sammen på for lidt plads, og for de flestes vedkommende var de også blevet indkvarteret på byens skoler.

Flere steder var undervisningslokalerne derfor flyttet ud til private, på loftværelser og i kældre. Denne situation ønskede man fra kommunens side at få forbedret så hurtigt som overhovedet muligt, så man kunne komme i gang med oprydning og rengøring på skolerne. Og så forhåbentlig være klar til at få flyttet eleverne ind i de gamle lokaler igen, når det nye skoleår startede efter sommerferien.

Der var allerede få dage efter befrielsen klare ønsker om at flytte de tyske flygtninge ud på Silkeborg Bad, men så lang tid at Lindemann ikke havde rømmet stedet kan man endnu ikke komme i gang med overførslen af flygtningene.

4. Vinteren 1946 og frem til hjemsendelsen.

Hele denne periode var præget af en nu målrettet indsats fra de danske myndigheders side. Der kom mere styr på lejrene, og danskerne var ved at vænne sig til de tyske flygtninge. De mere kriminelle og uroprægede elementer blandt flygtningene var blevet sorteret ud, og flyttet til bestemte særlejre. Det var derfor muligt at gøre livet mere tåleligt for de mange almindelige flygtninge. Der blev indført demokratisk valgte byråd i lejrene, og de fik en vis form for selvbestemmelse.

Tyskerne foretog selv en optælling i begyndelsen af maj 1945, over hvor mange flygtninge der var i landet på det tidspunkt. Flygtningene var fordelt på følgende måder:

 

83

Baraklejre…

med

39.811

flygtninge

1.018

andre bygninger…

med

204.682

flygtninge

( heraf 201 skoler, højskoler o.l. med 55.807 flygtninge ).

 

                            Efter landsdelene:

Storkøbenhavn

151

kvarterer med

92.565

flygtninge

Øerne i øvrigt

323

>>           >>

54.253

flygtninge

Jylland

627

>>           >>

97.675

flygtninge

I alt 1.101 kvarterer med 244.493 flygtninge

 

Alder og kønsfordeling 15.8.1946.

 

Mænd

Kvinder

Under 5 år

6.295

6.263

5-9

14.746

14.139

10-14

13.539

12.576

15-19

7.843

11.892

20-24

549

11.087

25-34

1.467

18.818

35-44

2.623

20.842

45-54

5.559

16.059

55-64

6.509

11.280

65-74

4.931

6.223

75-84

1.267

1.797

Over 84

76

138

I alt

65.404

131.114

Udgifterne for de tyske flygtninges ophold her i landet fra 1945 til 1949, løb ca. op i 471.462.939 kr. og 4 øre. Af dette beløb blev de ca. 1/10 - eller ca. 43 millioner kr. - brugt på de ikke tyske flygtninge, og ca. 9/10 - eller ca. 428,5 millioner - på de tyske flygtninge. Betegnelsen ”ikke tyske flygtninge” dækkede over de allierede flygtninge, som ikke var af tysk oprindelse; også kaldet ”displaced persons”. Der var eksempelvis indkvarteret ungarske flygtninge på Aggerholm i en ganske kort periode efter krigen. Derudover var der eks. også polske, russiske og franske flygtninge her i landet ved krigsafslutningen. Disse flygtninge levede under betydeligt bedre forhold efter befrielsen end de tyske flygtninge, og de kunne frit bevæge sig rundt i det danske samfund.

I juli 1945 blev der udsendt et af mange reglementer for, hvorledes de danske flygtningelejre skulle drives. Reglementet blev sendt ud på både dansk og tysk. Det var delt op i 31 punkter, og det blev indskærpet at det burde følges strengt, og at de tyske flygtninge skulle orienteres om reglerne både mundtligt ved oplæsning, samt skriftligt.

Reglement for de tyske flygtninge.

1.        Flygtningelejre og -forlægninger står under bevogtning af danske væbnede styrker.

2.        Der indsættes af danske myndigheder en dansk lejrleder der udøver den øverste myndighed i alle lejrens indre forhold. Hans anvisninger skal følges i enhver henseende.

3.        De tyske flygtninge vælger ved frie valg og ved simpel stemmeflerhed en tillidsmand, hvis valg skal godkendes af Luftværnschefen.

4.        Den tyske tillidsmand forhandler på flygtningens vegne med lejrlederen og gennem denne med myndighederne om alle flygtningene vedkommende forhold. Enhver direkte henvendelse fra de tyske flygtninge til de danske vagtposter eller til danske civilpersoner indenfor eller udenfor lejrens område er forbudt. Det er flygtningene forbudt at benytte telefon. Brevforsendelser, der skal afleveres åbne til lejrlederen til censur, må indeholde indtil 25 ord. Brevene skal affattes i blokbogstaver og må kun omhandle personlige familieforhold. Lejrlederen er berettiget til at begrænse brevvekslingens hyppighed. Breve til udlandet kan for tiden ikke ekspederes. Det er flygtningene forbudt at modtage og afsende pakker.

5.        Den tyske tillidsmand er ansvarlig for flygtningenes overholdelse af dette reglements bestemmelser og gennemførelsen af den danske lejrleders øvrige anvisninger.

6.        Det påhviler de tyske flygtninge selv at renholde lejren og dens områder efter anvisning fra lejrlederen. Denne bestemmer hvilke og hvor store arbejdshold der skal udtages til rengøring af gange, trapper, gårde, toiletter (latriner), vaskerum o. l. lokaliteter og fællesrum. Ligeledes udtages der et arbejdshold der har arbejdet med tillavning og udbringning af maden til lejrbeboerne.

7.        W.C.er og latriner rengøres mindst 2 gange i døgnet og sæderne afvaskes med Lysol el. lign.

8.        Vask af linned m. m. er kun tilladt i de dertil særligt anviste lokaler og til de af lejrlederen fastsatte tider.

9.        Madlavning er forbudt udenfor de anviste køkkener. Selvstændig madlavning er forbudt undtagen ved tilberedning af mad til børn under 3 år eller til syge efter lægens ordination.

10.     Flygtningenes anvendelse af elektriske kogekar og strygejern, radioer, højfjeldssol og andre elektriske installationer er forbudt. Sådanne genstande skal derfor afleveres til opbevaring hos lejrlederen. Brugen af elektrisk lys er indtil videre forbudt i sove- og samlingsstuer.

11.     Anvendelse af gas og brændsel til madlavning og vask skal begrænses til det mindst mulige.

12.     W.C.er på gange og trapper må i lejre, hvor fællestoiletter findes i gården ikke anvendes om dagen. De må kun anvendes efter sengetid og af de syge efter særlig anvisning.

13.     Hvor badning er mulig, skal lejrbeboerne i videst mulig omfang benytte koldt brusebad en gang om ugen.

14.     Maden skal udleveres og fordeles i overensstemmelse med det af myndighederne givne kostregulativ.

15.     Hvor fælles spisested findes må der ikke opbevares mad i soverummene. Alle andre steder må der i soverummene kun opbevares tørkost en dag.

16.     Det er forbudt lejrbeboerne at indføre madvarer i lejren.

17.     Soverummene skal være bragt i orden inden kl.10.

18.     Børn under 10 år skal være bragt til sengs inden Kl. 20. Børn under 15 år skal holdes inde efter dette tidspunkt. Flygtningene skal gå til ro senest Kl. 22. Ingen må stå op inden Kl. 6; undtaget er dog arbejdshold.

19.     Al larm og støjende adfærd er forbudt. Brug af grammofoner, musikinstrumenter o. l. er forbudt i fri luft og er forbudt efter Kl. 20 indendørs.

20.     Børn skal ved flygtningenes egen hjælp beskæftiges med undervisning eller leg under opsyn mindst 6 timer dagligt.

21.     Flygtninge må ikke opholde sig i åbne vinduer til gaden.

22.     Der kan blandt de arbejdsføre flygtninge udtages arbejdshold til rengøring, rensningsarbejde o.l. i andre af tyske institutioner benyttede lokaler. Transporten skal foregå under væbnet bevogtning. Efter særlig bestemmelse kan der udtages arbejdshold til arbejde andetssted.

23.     Der føres lægetilsyn i hver forlægning. Såfremt lægehjælp skal tilkaldes må henvendelse ske til lejrlederen.

24.     Alle tilfælde af sygdom skal af den tyske tillidsmand eller stedets sygeplejerske eller -passer anmeldes straks ved lægens ankomst.

25.     Det påhviler lægen at overbevise sig om sundhedstilstanden i lejren.

26.     Der kan afholdes gudstjenester i lejren. Afholdelse af politiske propagandamøder af enhver art er forbudt.

27.     Det er forbudt flygtningene at forlade lejren ( forlægningen ).

28.     Udgangstilladelse gives af Luftværnschefen til sådanne flygtninge, der skal udføre arbejde udenfor lejren i tyske lazaretter, kaserner, værksteder o. l.

29.     Endvidere kan lejrlederen undtagelsesvis i ganske ekstraordinære tilfælde f. eks. for at søge speciallæge eller i tilfælde af diegivning eller ved dødsfald eller alvorlig sygdom indenfor den nærmeste familie, give udgangstilladelse for en enkelt passage ( Passerseddel ). I sygdomstilfælde udfærdiger lejrens huslæge efter hver konsultation en liste over patienter, hvis sygdom kræver speciallægehjælp. Listen dateres og underskrives af huslægen og overgives til lejerlederen. Passersedlen skal indeholde oplysning om patientens navn, nummer, fødselsdag, lejrens nummer og adresse, navn og adresse på det ambulatorium, hvor patienten skal behandles. Klokkeslettet for udgang fra lejren, ankomst til ambulatoriet og afgangen fra dette påføres passersedlen af de respektive danske vagt. Ved hjemkomsten inddrages passersedlen af den danske vagt, der er berettiget til at foretage visitation. Kræver sygdomstilfældet flere specialbehandlinger, skal det tyske ambulatorium udstede en attest herfor, der oplyses diagnosen og det formodede antal behandlinger, der vil være nødvendige. Attesten skal altid medbringes og fremvises for de danske vagter og skal påtegnes af ambulatoriet med dato og stempel for hver fortaget behandling. Strækker specialbehandlingen sig udover det først anmodede antal behandlinger, skal der udfærdiges ny attest. Såfremt transport med sporvogn o.l. er nødvendig, kan lejrlederen udlevere sporvognsbilletter til brug i det enkelte tilfælde.

30.     Samtlige våben, såvel skyde- som stikvåben, ammunition og sprængstoffer samt danske penge og rationeringsmærker skal omgående afleveres til lejrlederen og konfiskeres.

31.     Overtrædelser af dette reglements bestemmelser og af den danske lejrleders påbud og anvisninger straffes med forbud mod brevveksling og tilbageholdelse af post, ekstraarbejde, stuearrest eller overflytning til særlejr.

 

Arbejds- og Socialministeriet, København, Juli 1945.

Tysk flygtningebarak tegnet af tysk flygtning 1946.

Flygtningelejren Silkeborg Bad.

Efter den 7. juni begyndte et arbejdshold under opsyn af politiet oprydningen i de forladte kvarterer på Badet. Først barakkerne, dernæst bygningerne på stedet. Alt løsøre - bortset fra borde, stole, taburetter og senge - blev båret udenfor og sorteret groft. Alt det som ikke kunne genbruges, og som var brandbart, blev brændt af direkte udenfor yderdørene.

Arbejdsholdet bestod af 8 mand - 6 arbejdere og 2 politifolk. Deres ordre var, at alt bortset fra inventaret skulle ud af bygninger og barakker. Papirer, kort og billeder som eventuelt havde militærets eller regeringens interesse, skulle gemmes. Resten skulle afbrændes.

Denne oprydning tog ca. en uges tid, og der var på intet tidspunkt tale om at noget af det måske kunne have interesse for eftertiden; alt skulle væk. Det eneste som overlevede var, nogle ganske få kort, billeder og blanketter, som det lykkedes arbejdsholdet at smugle med hjem.

Efter kvarterene var blevet ryddet, gik man i gang med oprydningen i selve parken og skoven ved Badet. Denne oprydning varede frem til den 3. juli, hvor man endelig kunne erklære Badet ryddet for sprængstoffer og lignende.

Præcist hvornår de første tyske flygtninge ankom til Silkeborg Bad er uvist. Men overflytningen af de tyske flygtninge fra byens skoler til Silkeborg Bad, må være påbegyndt i tiden omkring den 19.juni. I sommeren år 2001 besøgte en tidligere tysk flygtning Silkeborg Bad, og på hans Ausweis er angivet Silkeborg Bad som fødested, samt datoen den 19. juni 1945.

Bevogtningen af lejren måtte gøres effektiv. Dels for at modvirke fraternisering, dels for at man med henblik på den forestående hjemsendelse til Tyskland kunne vide hvor flygtningene befandt sig, og også for at beskytte den danske befolkning mod eventuelle smitsomme sygdomme. I de første uger blev bevogtningen varetaget af danske soldater fra 7. Artilleriafdeling, 3. Feltartilleriregiments 1. Bataillon under ledelse af Kaptajn Andersen. Men efter kort tid blev vagten overgivet til Statens Civile Luftværn, og dermed det Civile Beredskab - eller i forkortelse CB´erne. I Silkeborg var det kaptajn Dohlmann som varetog denne funktion. De fleste CB´erne var ellers blevet hjemsendt i dagene efter befrielsen, og det kom som et slemt chok for de fleste, at de pludselig blev genindkaldt til CB tjeneste. En havde for eksempel lige indkøbt et spand heste til 7000 kr., og skulle til at starte i tørvemosen. Sådan gik det mange, og der var desværre ikke meget at gøre for at forhindre det.

 

Id-kort for tysker født den 19. juni 1945 på Silkeborg Bad. 

 

Den 20. juni kunne man læse følgende i Silkeborg Socialdemokrat:

 

Silkeborg  Bad  frigivet  i  Gaar til fuld Belægning af Flygtninge.

Også Frauenkliniken paa Th.Langs Skole. Borgerskolen og Husholdningsskolen evakueres. 

BYLEDELSEN oplyser i Dag, at man i Gaar har opnaaet General Dewings Tilsagn om, at Silkeborg Bad nu helt frigives, saa det helt og fuldt staar til Disposition for Anbringelse af tyske flygtninge. Byledelsen oplyser videre, at Flytningen af Flygtninge vil tage Fart i næste Uge, hvorefter disse skal indrettes til kaserne for de danske soldater der i øjeblikket bivuakerer i telt ved Silkeborg Bad. For vagtholdet paa 30 mand ved badet vil der blive indrettet kvarter i Skovhuset.

Iøvrigt meddeles det, at det er Hensigten at flytte den tyske Fødeklinik bort fra Th. Langs Skole og Grand Hotel til Badebygningen paa Silkeborg Bad, ligesom man regner med nu at faa Borgerskolen og Husholdningsskolen

frigjort, idet der nu er foretaget endeligt Skridt til at hjemsende en Del af de saarede Soldater. Man har saaledes rekvireret et Tog, der skal føre 115 saarede til Grænsen. Man har intet Lazarettog kunnet faa, men Tyskerne vil blive afsendt i Godsvogne. Herefter skulde der kun blive ca. 200 saarede Tyskere tilbage i Silkeborg.

Tyske officerer gjorde iøvrigt adskillige Forsøg fornylig for at faa Silkeborg Bad indrettet til Opsamlingssted for saarede for hele jylland, men Byledelsen gjorde Modstand mod denne Tanke og smed nærmest de tyske Forhandlere ud, og man naade altsaa tilsidst det Resultat af Forhandlingerne, at Silkeborg nu faar alle Flygtningene placeret under isolerede forhold.

 

 

 Kaptajn Dohlmann havde kort og godt fået ordre på at oprette en tysk by på Badet. Den første opgave blev at flytte de tyske flygtninge bort fra bymidten og ud til Badet, men inden dette skete skulle indkvarteringsproblemerne være klaret. Og der skulle naturligvis også være mulighed for både at lave mad og vaske tøj. Civilingeniør Steen Meulengracht fra Socialministeriet oprettede et ingeniørkontor på Badet, og ledte derfra opbygningen af flygtningelejren. De første flygtninge kom fra Sønderport, og blev eskorteret derud af bevæbnede danske soldater. Samme dag blev der opsat skilte på Badets yderhegn med ordlyden:

Tekstboks: Advarsel!
Ethvert Samkvem med tyske Flygtninge er forbudt. Det er forbudt at staa stille eller færdes frem og tilbage langs Flygtningelejrens Indhegning eller i dennes umiddelbare Nærhed. Overtrædelse medfører Strafansvar.
Politiet
 

 

 

 

 

 

 

Samme besked blev trykt i Silkeborgs tre aviser.

Tirsdag den 3. juli 1945 begynder CB’erne at hjælpe de danske soldater med bevogtningen af flygtningene på Badet. De danske soldater forlod Silkeborg i oktober måned 1945, og derefter overgik vagten helt til Luftværnet. En af de første opgaver CB’erne blev sat til, var at assistere 11 engelske soldater fra Århus i en afhøring af de tyske flygtninge, der var indkvarteret på Silkeborg Bad og Grand Hotel. I afhøringerne deltog desuden både kriminalpolitiet og modstandsfolk fra Silkeborg. Englænderne ledte efter Hipo- og SS-folk, som ifølge rygter skulle skjule sig blandt de tyske flygtninge i Silkeborg.

Ca. 250.000 kr., en del olie, 21 bildæk og flere ulovlige våben blev beslaglagt ved razziaen. På Silkeborg Bad havde 4 kvindelige og 3 mandlige flygtninge svært ved at få munden på gled. De blev arresteret, og taget med tilbage til Århus til nærmere afhøring.

Belægningen af tyske flygtninge på Silkeborg Bad -

 11. juli 1945 - 12. november 1945.

Dato

Antal

11/7

180

11/8

368

10/9

1355

13/10

3664

12/11

3736

Resten af perioden, indtil lukningen i 1947, svingede antallet af flygtninge mellem 3700-3900.

 

I de første uger efter befrielsen gjaldt bestræbelserne først og fremmest på at få de tyske flygtninge bort fra byen, hvor dødsprocenten var alt for stor. På Sønderport døde der 10-12 mennesker om dagen, og begravelsestjenesten kunne slet ikke følge med. Der kunne ikke skaffes kister nok, og der blev derfor indført genbrugskister med faldlem i bunden.

Hastigt sammenflikkede kister til de tyske flygtninge.  

 

Hoveddødsårsagerne var i de første måneder hovedsagligt epidemiske sygdomme, som f.eks. tyfus, paratyfus, difteri og dysenteri. Indtil årsskiftet 1945- 46 var Badet nødt til at have et beredskabslager af ligkister i damphuset ved badebygningen. Ellers ville det simpelthen ikke være muligt at skaffe kister nok til alle de døde.

Nedenstående liste er en oversigt over alderen på de tyske flygtninge som døde her i Silkeborg af sygdomme.

Alder

0-1

1-5

5-10

10-20

20-30

30-40

40-50

50-60

60-70

70-80

80-90

Døde

81

68

17

4

12

12

16

7

17

15

8

( Flygtninge som døde som følge af krigsskader er ikke medtaget - i alt 51 personer )

Af de mere end 4500 tyske flygtninge der var indkvarteret i byen og på Kurbadet fra 1945 til 1947, vendte de 308 af dem ikke hjem til Tyskland igen. De ligger forsat begravet på Silkeborg kirkegård. Disse tal skal ses i lyset af, at der den 15. juni 1945 var 20.955 indbyggere i hele Silkeborg.

Tekstboks: Øverst: Flygtningegravene på Silkeborg Kirkegård i år 2003 og til højre i 1945.
                                            Foto. SLA og DM

 

Tyske flygtningegrave på Vestre kirkegård i Silkeborg.

I tiden efter indflytningen dukkede der med jævne mellemrum diverse hadefulde artikler op i aviserne, og en del ondsindede rygter trivedes godt. En artikel i bladet ”Tidens Tegn” blev dog dråben, og kaptajn Dohlmann indkaldte den samlede presse til en rundvisning. Det som bla. fik bægeret til at flyde over, var følgende uddrag af artiklen i Tidens Tegn:

”Tyskerne vandt Freden i Danmark”

I Silkeborg, hvor Flygtningene er indlogeret paa Silkeborg Bad, er der ganske vist rent formelt afspærret, men Afspærringen er ganske uden Betydning, idet Passersedler udstedes til alle og enhver, der ønsker det. Og indenfor ”Afspærringen” lever Flygtningene et Slaraffenliv paa de store, pragtfulde Omraader.

Specielt journalisterne fra Silkeborg Avis- og Venstreblad gav en god beskrivelse af forholdene i lejren i august måned 1945, som her bringes i uddrag:

Silkeborg Avis 3. august 1945.

”Fangerne i Frøslev havde det bedre end Flygtningene her, udtaler Lejrchefen Bent Søndergaard. Der selv tidligere har siddet i Frøslev”.

”Der er ca. 1952 flygtninge og forleden fik de kartoffelsuppe med kød - hvilken bestod i 10 kg. pølse”

”De skal ikke have det godt, siger Kaptajn Dohlmann, men vi skal holde Liv i dem. Og vi maa huske paa, at det er ikke en koncentrationslejr”.

”De sover i 3 dobbelte Køjesenge, Sengene er 90 cm. brede, 180 cm. lange og de halve ligger 135 cm. over Gulvet”.

”Vi gik ud fra at de skulle behandles menneskeligt, og da der var Køjesenge i Barakkerne, lod vi Flygtningene beholde dem. De kunde bo i mindre Værelser, hvorved hver Familie saadan omtrent kunde holdes hver for sig. Saa kunde de ogsaa have et Arbejdsbord til Lapperier og anden Haandgerning. En del af Barakkerne blev indrettet paa denne Maade. Men saa kom en ung Ingeniør med Arbejdsministeriets Ordre paa, at der skulle indføres ”Hyldesystem”. En Ting som Vandledninger har Arbejdsministeriet imidlertid glemt. Vi er dog nu ved, at faa lagt Ledninger ned. De sanitære Forhold, herunder Latriner, er det, det kniber mest med”.

”Om Organisationen indenfor Lejromraadet oplyser Søndergaard, at man har en tysk Lejrleder under Dansk Overkommando naturligvis. Det er en berømt Billedhugger, Professor Land, og han har 4 Medhjælpere. Desuden er der det store Sanitetspersonale omfattende Læger, Sygeplejersker m. m. – alt sammen tysk, men under Kredslægens Overledelse. I Kirkeligt Henseende har man en tysk protestantisk Præst og den katolske Præst i Silkeborg, og de holder paa bestemte dage Gudstjeneste i Lyngbygades Forsamlingshus. Det er dog meningen at indrette Kirke i Hovedbygningen. Børnene holdes beskæftiget med Skolegang, og paa Badet er der oprettet en børnehave. – Hvordan opfører de sig? – Som helhed godt. De som kommer udefra, gør lidt Vrøvl i Begyndelsen, fordi de er vant til at have det bedre, men det gaar hurtigt over. Tyskerne er meget slemme til at lave Klasseforskelle, og vi har haft stærke Tilløb til det her, men det er blevet kvalt i Fødslen”.

”Under en Rundtur paa det store Omraade fortæller Kaptajn Dohlmann, at der ikke er blevet bygget Barakker indenfor Badets Omraade, siden Tyskerne selv byggede. Man opfører derimod en hel By til ca. 4000 Mennesker i en Dal paa den anden side af Lægeboligen, der fungerer som Lejrledelsens Kontor. Barakkerne flyttes hertil fra andre tidligere tyske Lejre. I hver 100 Mands Barak indkvarteres 276-278 Personer – efter Hyldesystemet, der betyder, at de øverestliggende maa trampe rundt i hinanden for at finde deres Plads. Der er i øvrigt ikke andet i Kammeret end hylderne og et Par Skamler. Her skal disse mennesker bo – 90 pct. Er gamle eller Børn – og her skal de have alle deres Ejendele. Sengetøjet er Halm og de Tæpper, som de eventuelt har med sig. Renligheden maa varetages i en Barak, og Toiletterne bliver 6-Mands. Det er det værste Problem, man har, fordi der ikke er nogen Steder at gøre af Renovationen. Den maa ikke graves ned af hensyn til Byens Drikkevand. Nu bliver den overhældt med Klorkalk to gange om Dagen og kørt bort”.

”Af hensyn til smitsomme Sygdomme faar Tyskerne omtrent samme Sæberation som Danskerne. Maden maa de hente i Køkkenbarakken. De faar eet Maaltid varm Mad om Dagen – altid Suppe, enten kogt paa Kartofler. Ærter. Knogler eller Kaal. Brødet faar de udleveret for nogle Dage sammen med lidt Pølse eller Ost -, kun een Ting ad gangen. I en Barak er der indrettet Værksteder. Her er Skomageri, Snedkeri, Frisør, Skrædderi, mekanisk og elektrisk Værksted, og her er Tyskerne selv beskæftiget. Snedkerne maa hver Uge lave et Par Trækors, Materialerne leveres af Værnemagtens Efterlandskaber”.

”Den tidligere Badebygning er Hospital. Det er nødvendigt med et ret betydeligt Hospital. Til en lille By som denne med Borgmester og Udvalgsformænd hører naturligvis ogsaa en arrest – maaske endog den stærkeste Arrest i landet, nemlig en tyske Bunkers. Naar Arrestforvareren har lukket Staaldøren bag en Arrestant er der ingen Chancer for at slippe ud. – Hun har været næsvis, fortæller Arrestforvalteren om en ung Pige, der sover i sin Staalkøje i Mandskabsrummet, der tjener til Arrest. Hun har faaet 24 Timers mørk Arrest paa Vand og Brød og maa i Tilgift sørge for Luftfornyelsen i hele Arresten ved at trække i Haandsvinget til Luftpumpen engang imellem”.

”vi havde det bedre i Frøslev, siger Bent Søndergaard. Og det Resultat, man kommer til ved Rundturen i Lejren, er, at Flygtningene lever under kaar, der ligger paa Grænsen af det menneskelige. I Sommer kan det gaa. Men til Vinter? Det er det Spørgsmaal, Luftværnet har at spekulere paa nu”.

Silkeborg Venstreblad 3. august 1945.

”Selve Lejren er af Gessøvejen delt i to Dele. Den smalle Strimmel, der ligger mellem Vejen og Bryrupbanen, er det egentlige Flygtningekvarter, hvor Flygtningene bor, mens selve Badets Hovedterræn med Hovedbygningen og Badeanstalten er belagt med Administrationen og Lejrens Syge”.

”Luftværnet køber selv ind til Flygtningene, mens de selv forestaar Tillavningen af Maden. Det foregaar i en særlig Køkkenbarak og forestaaes af tyske Kokke. Rationen er lille, men man kan ernære sig uden at blive afmagret. Der serveres et Maaltid varm Mad daglig, men da Køkkenet ikke kan lave Mad til alle 2000 Mennesker paa en gang, strækker Spisetiden sig  fra Kl. 11-16. Da vi besøgte Køkkenbarakken, stod Menuen paa Kartoffelsuppe kogt paa ben og 10 kg – siger og skriver ti kg – Pølse til 2000 Mennesker”.

”Uden om hele Lejren er der svære Pigtraadsspæringer, der er sværere, end da General von Hanneken boede paa Badet, og langs Gessøvejen gaar CB’ere Vagt, saaledes at det ikke er muligt for Flygtningene at komme fra den smalle Strimmel mellem Vejen og Bryrupbanen, som er dem tilmaalt”.

”Taget under et er Flygtningenes Forhold paa Silkeborg Bad taalige, men hverken mere eller mindre. Pladsen er snæver og Rationen knap – og Tiden lang. Livet kan ikke have mange Tillokkelser for disse Mennesker”.

Flygtningenes dagligdag.

Tyskerne kendte også devisen ”lediggang er roden til alt ondt”, og den tyske ”borgmester” forsøgte sammen med lejrledelsen at forbedre forholdene for de mange indbyggere. For de unge var der tvungen skolepligt, men det var et problem at skaffe tyske skole- og lærebøger nok. Og flere af lærerne måtte selv opfinde og lave skolebøger af forhåndværende materialer.

Lejren var i de første måneder på en måde delt i to lejre: Dem som havde vanskeligt ved at vænne sig til at Tyskland havde tabt krigen, og dem som forsøgte at få det bedste ud af lejropholdet. Flere flygtninge havde efter hjemsendelsen udtalt, at havde de da bare vidst hvordan der var i Tyskland i årene lige efter krigen, så ville de havde været betydeligt gladere for opholdet her i Danmark. Her kunne de trods alt få mad hver dag, og de havde tøj på kroppen. Det var ikke altid lige tilfældet i de tyske storbyer.

                                                     

Flygtningelejren på Silkeborg Bad var delt i to. Efter besættelsens ophør blev der opstillet 32 barakker på en åben plads syd for Badet, og området fik hurtigt navnet ”Neustadt”. Det er Neustadt der ses i forgrunden af dette billede fra 1946. De barakker der allerede stod på Badets område, og i skoven over mod Almindsø, kaldtes Altstadt.

Der blev ved hjælp af tre lånte radioer oprettet en radiolyttetjeneste. Flere unge piger sad på skift og tog notater af de mange efterlysninger der blev bragt i den tyske radio. Mange flygtninge var under flugten blevet skilt fra hinanden, og man forsøgte i mange år efter krigen at få fundet frem til børn, koner, mænd, kærester og familie. Nogle stenografer blev sat til at afskrive nyhederne i radioviserne og få dem nedskrevet og sendt ud som en vandreavis. Senere i 1946 fik Badet også sin egen avis, som naturligt nok kom til at hedde: ”Die Zeitung des Bades” (på dansk: Badets Avis). Bladet dækkede både lejren på Silkeborg Bad og Ludvigslyst.

 

Et blik ud over ”Neustadt” lige syd for Silkeborg Bad.   

Så vidt som det kunne lade sig gøre, blev der oprettet forskellige kurser og studiegrupper. I efteråret ’45 var der følgende muligheder for adspredelse: Kursus i tysk skrivning, matematik/ regning, stenografi, engelsk sprogunder-visning, gymnastik, folkedans, selskabsdans, skak, bordtennis og ikke mindst musik; både ved hjælp af rejsegrammofon, men også ved hjælp af rigtige instrumenter (noget som ikke var så nemt da de konstant manglede både noder og instrumenter). Udover et større bibliotek begyndte et tonefilmsapparatur og nogle tyske film fra foråret 1946 at gå på omgang mellem lejrene. På trods af disse aktiviteter kunne ventetiden godt føles noget lang; specielt for lejrens ældre beboere, som ikke havde de store adspredelsesmuligheder.

For de unge mænd i lejren blev der mulighed for at uddanne sig til f.eks. snedker i lejrens snedkerværksted, og endelig - men ikke mindst - startede der også konfirmandundervisning ved lejrens forskellige præster.

En del af lejrens mandlige beboere blev - da vinteren nærmede sig - sat til at optage stød og grave tørv til lejrens opvarmning. Til det brug fik nogle enkelte specielt udvalgte flygtninge lov til at sprænge de store træstød. Det forgik i området bag Badet og ned mod Funderholme. En CB vagt fortalte, at han en kold vinterdag - lige efter at lunten til sprængladningerne var blevet antændt - forsøgte at standse en bil på Gjessøvejen. Chaufføren i bilen var en kvindelig læge, og hun nægtede at stoppe for sådan en samling beskidte tyskere. CB vagten måtte skyde varselsskud før hun stoppede, men hun gav ham heller ikke tid til at forklare hvorfor hun blev stoppet, før hun begyndte at skælde ham huden fuld. Få sekunder senere blev tre pænt store ladninger trotyl sprængt under nogle træstød tæt på vejen, og så kan det nok være at piben fik en anden lyd.

CB vagter ved Badets sydlige bom.

I midten af august 1945 klagede en række flygtninge til den tyske lejrleder, og han gik til lejrchefen Bent Søndergaard med besked om, at nogle stykker blandt flygtningene drev nazistisk propaganda. Det ville de øvrige flygtninge ikke finde sig i. Englænderne blev tilkaldt fra Århus, og de anholdt de 5 mænd og 2 kvinder der var tale om. Desuden fandt de en dansk kvinde som skjulte sig blandt flygtningene. Hun stammede fra Broager, og havde været ansat i den tyske brevcensur i Sønderborg. Også hun blev taget med. Og det blev ikke sidste gang at englænderne måtte hente elementer i lejren, som tilsyneladende ikke var klar over hvem det var som tabte krigen! Helt indtil foråret 1947 var der problemer med nazistisk propaganda i lejren.

Den 17. september 1945 blev flere beboere i kvarteret på Ørnsøvej opskræmt over flere kraftige skudsalver med automatvåben. Silkeborg Avis var som sædvanlig godt informeret, og de skrev den 18. september:

Vagterne paa Silkeborg Bad i Ildkamp med ”Varulve”

En CB’er ramt af Strejfskud i Tindingen – en anden beskudt ved Kjærsgaards-Broen.

To Gange i Nat er CB Vagtposterne ved Flygtningeinternatet paa Silkeborg Bad blevet beskudt. De hævder at have hørt baade Pistol-, Maskinpistol- og Karabinskud, men ingen har set ”Varulvene”, skønt deres Tilstedeværelse gav sig til Kende paa meget dramatisk Vis. Hele affæren er indhyllet i Mystik. Den første Beskydning fandt sted allerede ved 22-Tiden i aftes, da en CB’er, der skulde ud til sin Vagttjeneste paa Badet, cyklede over Kjærsgaards-Broen. Han blev ikke ramt, men måtte kaste sig i Dækning, og da alt var roligt, cyklede han videre og tilkaldte Politiet, der sendte en Patrulje ud. Den havde kun været dér kort, da den hørte Skydning fra Badet og omgaaende lagde Kursen om. Det, der var sket paa Badet var følgende:

De to Vagtposter paa Post 9, ved Gjessø-Vejen, havde Kl. 22,20 set tre mistænkelige Mænd nærme sig Indhegningen. De raabte dem an to gange og affyrede derefter Varselsskud. Mændene løb ca. 30 m. bort fra hegnet og begyndte at skyde. CB’erne besvarede Ilden og tilkaldte Forstærkning, samtidigt med, at Politiet blev tilkaldt. De to CB’ere maatte kaste sig i Dækning idet Projektilerne fløjtede dem om Ørerne og kastede Jord og Grenstumper over dem. Da Hjælpen kom, udviklede der sig en Hæftig Ildkamp, og herunder blev Undergruppefører Jensen ramt af et Strejfskud i Tindingen. Han faldt om ved Lufttrykket, og hans Sidekammerat troede, at han var dræbt, men Saaret var dog ikke alvorligt. Lidt efter lidt ebbede Skydningen ud, og CB’erne forsøgte en undersøgelse af Terrænet. De fandt intet, men blev atter beskudt. Varulvene trak sig dog snart tilbage. Terrænet er saadan, at det giver Angriberne alle Fordele. Til en virkelig effektiv Kæmning kræves mindst et Par Hundrede Mand, og i Mørke har de ikke Chancer for stort andet end at forvolde Ulykker. Der blev fundet nogle tomme tyske Patronhylstre og et Projektil, som kun kan være kommet ude fra. CB’erne mener ganske bestemt at have hørt baade Pistol- Maskinpistol- og Karabinskud, ja, nogle mener endog, at der er blevet brugt lyddæmpet Maskinpistol. Vagtkommandøren paa Badet, Kornet Poul Jensen, tog ud til Kamppladsen for at se, om han kunde være til Hjælp med sine folk, men da der var bevæbnede Styrker nok, var dette ikke nødvendigt. CB-Styrkerne var under Ledelse af den fungerende Lejrchef, Thomas Berthelsen. Med Politipatruljen fulgte Overbetjentene Thøgersen og Jørgensen. Ved 4.30-Tiden i Morges blev Posterne paa Gjessø-Vejen atter beskudt, og en halv time senere viste de mystiske mænd sig for tredie Gang, og der veksledes nogle skud. Det har ikke været muligt at opklare meget af Affæren, men Politiet vil gøre alt for at finde ud af , hvem Mændene har været, og kommer de igen, vil de i hvert fald blive varmt modtaget.

 Jeg har talt med en af de deltagende CB vagter - Tage F. Andersen - som dog først kom til efter at de første skud var faldet. Han har fortalt mig, at der i dagene op til denne episode havde været flere lignende episoder ved andre flygtningelejre i Jylland, og det havde naturligvis haft en vis afsmittende effekt på CB’ernes opførsel. Da alarmen først lød, troede han det var en af de sædvanlige alarmer, som der var en del af (morskabsskydning eller vagterne så skygger og skød efter dem). Da han ankom til stedet var alt roligt. Han og de andre nytilkomne vagter tog det meget afslappet. De eneste som var ophidsede var de to vagter der påstod at de var blevet skudt efter. Han skulle til at tænde en cigaret, da der fra et hegn ca. 30 meter væk blev sendt en maskinpistolsalve imod dem. Jensen faldt om, og de troede alle han var blevet dræbt. Andersen besvarede sammen med de andre ilden med deres rifler, og den ukendte person skød et par salver mere, nogle gange i træk. Senere fandt de på stedet en del tomme tyske 9 mm. patronhylstre og et fodaftryk af en tysk militærstøvle. Der blev skudt et par gange mere før de ukendte personer forsvinder igen. De senere skydninger som nævnes i artiklen, tror han selv på var forsaget af overnervøse vagter. CB’erne spekulerede indbyrdes på hvad der var foregået, og de blev enige om at det måtte være nogle bevæbnede tyske flygtninge på tyvetogt, der var blevet overrasket på vej tilbage til lejren. Varulve var det i hvert fald ikke.

CB vagterne havde et godt forhold til lejrens beboere, og de fleste så stort på forbuddet mod fraternisering når cheferne ikke var i nærheden. Og det var jo indlysende nok vanskeligt at opretholde facaden, når man nu var en ung CB’ere (af hankøn) på 22 år, og der stod en yderst charmerende ung kvinde på 21 og ville i kontakt med en. Så tænkte man ikke lige just på forbud og den slags.

De vagter jeg har talt med kan alle huske forskellige underholdene historier fra tiden som CB vagt på Badet. Men de fleste var alle enige om at det var lange, kedelige og meget kolde dage på Badet i de måneder. Jeg vil her gengive et par af de historier som jeg har skrevet ned under mine samtaler med vagterne:

”Vi var to mand, Sørensen og mig selv (Svend Rasmussen). Hans fornavn har jeg desværre glemt. Vi gik en sen nat i oktober 1946 vagt i det som vi kaldte Altstadt. Det var hundekoldt, og vi besluttede at trodse ordren mod at gå ind i nogle af barakkerne. Flygtningene måtte jo ikke have lyset tændt efter kl. 22.00, og vi undrede os derfor over at lyset var tændt på to af stuerne. Vi besluttede os for at undersøge sagen, og bankede pænt på døren først. Indenfor sov det meste af familien, men en ung mor på ca. 19 år sad op i sengen med sit nyfødte barn i favnen. Hun havde et meget skræmt udtryk i ansigtet. Vi forklarede at lyset ikke måtte være tændt, og da vi skulle til at slukke og gå, brød hun sammen i gråd. Vi havde lidt problemer med at finde ud af hvad problemet var, men til sidst tog hun sin natkjole af. Jeg troede at hun med naturalier ville til at betale os for at holde mund, men det var gudskelov ikke det hun havde i sinde. Hele hendes krop var oversået med små bidmærker fra væggelus. Både hende og barnet blev simpelthen overfaldet så snart lyset blev slukket, og barnets gråd holdt både hende og de andre flygtninge vågne, så de havde besluttet at holde lyset tændt for at holde lusene væk. Vi besluttede os til at melde sagen til vagtkommandøren efter endt vagt, og ugen efter blev der foranstaltet en desinficering af hele barakken.”

En anden vagt husker tydeligt at der var en lille etbenet dreng som gjorde stort indtryk på ham. Han var yderst livlig og meget glad på trods af sit handicap. Men hver gang en flyver kunne høres eller ses, løb han panisk bort så hurtigt som han kunne for sine krykker, skrigende: ”Fliger – Fliger!” af fuld hals. Han ænsede ikke hvor han løb hen, og en af gangene måtte en af vagterne bruge næsten en halv time på at få ham reddet ud af pigtrådshegnet igen. Han havde desværre fået nogle grimme flænger af den tur, men vagten kunne ikke lade være med at spekulere på hvad den stakkels knægt mon havde været igennem siden han opførte sig sådan.

Måske et billede af den lille et benede dreng fra beretningen ovenfor.

Flere af de mest afholdte vagter fik også engang imellem små gaver af byens beboere. De tyske flygtninge lærte hurtigt at lave nogle ganske nydelige ting for ganske små midler. De fleste af vagterne jeg talte med husker tydeligt den venlighed som de fleste af flygtningene viste dem. Der var dog også flere af de unge - specielt dem som havde været i Hitler Jugend og andre nazistiske ungdoms organisationer - som ikke kunne forlige sig med ideen om at Tyskland havde tabt krigen. Der var også visse personer i lejren som udnyttede dette groft, og de skabte flere gange en yderst ubehagelig, dårlig og hadefuld stemning, som var vendt mod både vagterne og lejrledelsen.

Bespisningen.

Flere af de kvindelige flygtninge tilbød både vagterne og de få danske arbejdere i lejren seksuelle modydelser, i bytte for forskellige genstande som strømper, klædestof, lagner, kosmetik, cigaretter og ikke mindst fødevarer. ”Nu skal man jo endelig ikke tro at de gjorde det af nød, for kosten var nok sparsom, men fuldt tilstrækkelig”, udtalte lejrchefen i et interview i 1989.

En madplan for en tilfældig måned med 31 dage, viser hvad menuen stod på: 

  1. Gule ærter med kød.
  2. Rødspætter med pillekartofler og sovs.
  3. Gule ærter med kødterninger.
  4. Øllebrød.
  5. Gule ærter med grisetæer.
  6. Lunge med pillekartofler.
  7. Krebinetter med kartofler, rødkål og en øl.
  8. Gullasch med kartofler og kål.
  9. Torsk med kartofler.
  10. Grød med mælk
  11. Kålrabisuppe.
  12. Hvidkål med kød.
  13. Suppe med grøntsager.
  14. Grisetæer med pillekartofler.
  15. Mælkegrød.
  16. Kål og ben.
  17. Svinekød med pillekartofler.
  18. Grønkål med kød.
  19. Kartoffelsuppe med kød.
  20. Kålsuppe med kød.
  21. Rødspætter.
  22. Gule ærter.
  23. Hvidkålsuppe med oksekødsterninger.
  24. Øllebrød med Kålrabi.
  25. Grisetæer og suppe.
  26. Vandgrød med kartofler.
  27. Lunge med kartofler.
  28. Suppe med kødben.
  29. Gule ærter med grisetæer.
  30. Rødspætter med kartofler og sovs.
  31. Lunge med pillekartofler.

 Der var et varmt måltid om dagen, derudover blev der udleveret:

 350 g. rugbrød

125 g. sigtebrød

20 g. smør

25 g. kødpålæg

25 g. ost

15 g. sukker

1 g. te erstatning

 Til syge på lazaret, børn under 15 år og gravide var der desuden:

 
0,5 l. sødmælk

 Fra starten af januar 1946 blev der fyldt lidt mere på, så rationen for alle var:

 380 g. rugbrød

165 g. sigtebrød

21 g. smør

26,5 g. kødpålæg

26,5 g. ost

15 g. sukker

0,85 l. sødmælk

 Der blev desuden indført et tillæg til hårdtarbejdende personer på:

 50 g. rugbrød

25 g. kødpålæg

25 g. ost

0,5 l. skummetmælk

I dagene efter krigsafslutningen blev der af Arbejds- og Socialministeriet fastsat et kostreglement, pålydende at hver flygtning skulle have mindst 2035 kalorier pr. dag. Dette blev i starten af januar 1946 ændret til 2291 kalorier, med et tillæg på 470 kalorier hvis flygtningen hørte til de hårdtarbejdende. Der var også ekstra mindre tillæg til syge, ammende, gravide og børn under 15 år.

Efter oprettelsen af flygtningelejren på Silkeborg Bad blev der købt fødevarerne ved byens handlende. Det måtte dog forholdsvis hurtigt opgives, da der flere gange blev sendt deciderede fordærvede madvarer derud. Der blev klaget af luftværnschefen til de handlende, og de lovede at forbedre forholdene. Specielt var det slagterne som sendte dårlige varer derud, og til sidst sendte kaptajn Dohlmann personligt en prøve på en netop afleveret ”frisk” pølse til borgmesteren, og bad ham om at tage affære. Resultatet blev at der blev oprettet en fælles indkøbscentral, som tog sig af indkøb og fordeling af fødevarer, til samtlige flygtningelejre i Silkeborg.

Bevogtningen, lov og orden.

Der var specielt i de første måneder en del skyderier i natte- og morgentimerne. Den 29. august 1945 blev det for meget for kaptajn H. Andersen fra 7. Artilleriafdelings 1. Batteri, som klagede til overbetjent Jens Thøgersen over hvad han kalder ”morskabsskydning”.

Thøgersen var ikke bekendt med at der fandtes uberettiget skydning sted. Men efter klagen indfandt overbetjenten sig på Silkeborg Bad, og lavede en hurtig razzia blandt de tilstedeværende CB’ere. Han kontrollerede den af vagtkommandørerne udleverede ammunition. Hver CB vagtpost havde fået udleveret 15 skarpe skud til den udleverede tyske karabin, som han efter endt vagt tilbageleverede til vagtkommandøren sammen med den udleverede ammunition.

Ved razziaen blev der konfiskeret 140 skarpe patroner mere end det der var udleveret! De CB’ere der blev fundet i besiddelse af ammunitionen udtalte, at det var ammunition som de havde fundet, eller som de tyske flygtninge i området havde fundet, og derefter afleveret til dem under deres vagter. Thøgersen håbede at konfiskeringen ville bringe en dæmper på ”morskabsskydningerne”.

En af hovedårsagerne til disse ”morskabsskydninger” var, at hovedparten af de indkaldte CB’ere aldrig havde haft et skydevåben i hænderne før. De havde kun fået en nødtørftig undervisning i ladning og afladning af våbnet, samt gennemgang af gældende sikkerhedsregler på CB’ernes grundskole. Når der så var så meget ulovlig ammunition i omløb, var der selvsagt ikke langt fra tanke til handling.

Instruksen for benyttelse af skyde våben var ellers følgende:

Skydevåben måtte kun benyttes når andre midler under de givne forhold skønnes utilstrækkelige, og kun i følgende tilfælde:

  1. Til selvforsvar overfor overhængende eller påbegyndt livsfarlige angreb, samt til afværgelse af lignende angreb mod andre personer.

 

  1. Når det skønnes nødvendigt for at forhindre flugt fra bevogtningsstedet, eller under angreb på bevogtningsstedet.

 

  1. Der skal når forholdene gør det muligt, først gives tilråb om at der vil blive skudt, samt evt. afgives skræmmeskud.

Såvel brugen som trussel om anvendelse af skydevåben skulle indberettes.

Et andet problem, som efterhånden blev rimeligt omfattende, var overtrædelserne af fraterniserings-forbuddet. Mit personlige synspunkt er, at det lidt var ligesom at sætte ræven til at vogte gæs! Man tog nogle pæne unge mænd (CB´erne) og nogle pæne unge piger (de tyske flygtninge) - alle på næsten samme alder. Derefter bad man dem være sammen i adskillige timer daglig, uden at de måtte vise hinanden nogen form for opmærksomhed. Jeg ville personligt gerne høre hvordan nogen kan forestille sig at det skulle kunne lykkedes uden problemer.

Man bør tænke på at hovedparten af flygtningene på Silkeborg Bad var piger og kvinder mellem 15-40 år. Flere havde knapt nok set en ung mand i flere år, og de mænd der var i lejren var enten meget unge, eller meget gamle.

Derfor mener jeg at det heller ikke kunne undgås at flere CB’ere overtrådte dette forbud, og blev straffet derfor. Flere Silkeborgensere kunne heller ikke holde sig i skindet, og det blev almindeligt kendt, at for visse flygtninges vedkommende blev det naturligt at skaffe sig lidt ekstra fornøden-heder til livets ophold, beskæftiget i kvindens ældste erhverv.

For CB vagternes vedkommende var straffen for: 

For flygtningenes vedkommende var straffen en tur i fængselsbunkeren. Hvad sådan en tur måtte indebære, kan fornemmes af denne instruks til personalet i bunkeren:

INSTRUKS

For personalet i Fængselsbunkeren ang. Fangernes behandling. 

  1. Fangerne pumper luft hver anden time, første gang kl. 08.00 og sidste gang kl.22.00. Den tilstedeværende fængselsvagt bestemmer selv, hvor længe fangen skal pumpe, dog skal der tages tilbørligt hensyn til fangens konstitution, og der må på ingen måde blive tale om overanstrengelse.
  2. Før fangen begynder at pumpe luft, skal der hver gang spørges, om fangen ønsker at gå på toilet.
  3. Fangen får rent vand ca. kl.08.00, kl.14.00 og kl.20.00 Dagens ration af brød (¼ rugbrød) udleveres kl.09.30.
  4. Kl.09.00 skal fangen gøre sin celle ren, hvorefter vedkommende skal have lejlighed til selv at vaske sig.
  5. Køjen skal være slået op fra kl. 10.00-12.00 og fra kl.15.00-1800.
  6. Lempelser i straffen såsom lys i cellen, en kort spadseretur i det fri el. l. må kun gives efter udtrykkelig ordre fra Lejrkommandanten.
  7. Udover Lejrledelsen og Lejrpolitiet selv må kun Kapt. Dohlmann komme ned i bunkeren, ønsker andre at komme i bunkeren, må tilladelsen først indhentes fra Lejrkommandanten, dennes stedfortræder eller Arrestforvarer.
  8. Bliver rengøringen eller fyringen i arresten udført af flygtninge, der ikke er under arrest, må disse gøre deres arbejde færdigt hurtigst muligt og derefter atter forlade bunkeren.

Flygtningelejren Silkeborg Bad, den 14. august 1945.

Maden i bunkeren bestod altid kun af vand og brød. Der opereredes også med betegnelsen ”mørk og lys arrest”. Dette dækkede over om arrestanten havde lov til at få tændt lys i arresten under afsidningen. Flere var dog flittigere besøgende i arresten and andre, og for fleres vedkommende blev det til sidst nødvendigt at sende dem i særlejr (straffelejr).

Et par af pigerne var af opførsel det man på godt dansk kan kalde havneluder-typen, og de voldte adskillige vanskeligheder for både de CB’ere som faldt i deres smag, og for lejrledelsen. En gik under betegnelsen ”Sorte Sara”, og hun opnåede at blive sendt i arresten hele 12 gange inden hun blev forflyttet til en særlejr. En af gangene hun havnede der var grunden, at to CB’ere var røget i totterne på hinanden, da de hver især opdagede at den anden var blevet forlovet med ”hans” pige - som netop var Sorte Sara.

Nogle af de straffe der blev tildelt flygtningene var følgende:

Til opretholdelse af ro og orden var der på Badet et vagtkorps bestående af ca. 105-120 CB’ere, og dertil blev der oprettet en tysk ordenstjeneste/lejrpoliti. Ordenstjenestens opgave var følgende:

  1. Oprettelse af ro og orden i lejren.
  2. Hindre overtrædelser og forbrydelser.
  3. Kontrol med overholdelse af lejrordningen.
  4. Hindre fraternisering med vagtmandskab og arbejdsmænd.
  5. Ærlige mundtlige anvisninger.
  6. Opsyn med filmforevisninger, møder, koncert o. lign.
  7. Kontrol med rengøring af barakker og omgivelser.
  8. Ordenstjenesten havde ret til, hvor det var nødvendigt, med magt at føre den anholdte til barakformanden. Forstyrrelser og uro skulle af posterne meldes til ledelsen af ordenstjenesten, som så foretog det videre fornødne

Ordenstjenesten forestod opsigt med køkkenerne, og patruljerede i lejren ved dag, som ved nat. Den begyndte og endte kl. 8. Tjenesten blev udført af 30 mand, der var gjort bekendt med deres pligter.

Til trods for at ordenstjenesten og CB’erene gjorde hvad de kunne, befandt der sig et omfattende sortbørsmarked i lejren, til dels hjulpet af danskere uden for hegnet. I efteråret 1945 og ’46, havde flere af naboerne til Badet desuden et stort problem med tyverier fra deres køkken- og frugthaver. Specielt var gartner Karlsen på Skovvangsvej hårdt plaget.

I en periode på 14 dage beslaglagde vagterne på Badet alene tæt på 250 kg. frugt og grønt. En nat ved kl. 03.30-tiden blev en flygtning anholdt på banelinien med 75 kg. kål, æbler, tomater og agurker, som han havde stjålet i Virklund. To dage efter ved midnatstid blev nogle andre flygtninge råbt an af vagten. Med sig slæbte de over 100 kg. kartofler i nogle sække.

For det meste var det de unge drenge som blev sendt af sted for at skaffe lidt ekstra. Men kvinderne var heller ikke bagefter. En kvindelig flygtning på 23 år havde eksempelvis deltaget i en begravelse på kirkegården. Efter tilbagekomsten til hovedvagten, fik hun konfiskeret 12 kg. fødevarer (ost, pølse, fedt og sylte), som hun havde gemt under tøjet.  

En politirapport for overtrædelser for perioden 4. november 1946 til 28. marts 1947 viser følgende:

Afviklingen af lejren.

I løbet af efteråret og vinteren 1946-47 blev flygtningelejren Silkeborg Bad langsomt afviklet. Den 19. februar rejste det første store hold flygtninge fra Silkeborg Bad. En journalist fra Silkeborg Avis var på pletten, og gav denne beskrivelse af afrejsen:

 

Tyske Flygtninge forlod Silkeborg med Særtog

Højt Humør, da de tungt-belæssede Tyskere satte sig ind i Særtoget paa Bane-gaarden - Alle var varmtklædte, sunde og velnærede.

Saa har de første Flygtninge forladt Silkeborg Bad. I Løbet af Morgenen – lige fra Kl.7 – og Formid-dagen blev 1000 tungt-belæssede Tyskere – en Tredjedel af de paa Badet internerede Flygtninge – paa Lastbiler kørt til Silkeborg Godsbanegaard, hvor de klavrede ind i det Særtog, der førte dem til Oksbøl-Lejren.

Hele Transporten fra Lejr til Lejr foregaar under stærk Politibevogtning. Saaledes følger der 10 Betjente – Halvdelen fra Bevogtningstjenesten paa Badet og Halvdelen fra Silkeborg Politi – med Særtoget til Oksbøl. Flygtningene skal være frem-me ved Bestemmelsesstedet  ved 18-Tiden i Aften, og Togturen gaar Silkeborg over Skjern og Varde, hvorfra den sidste Strækning frem til Oksbøl køres på Privatbane-Skinner.

Flygtninge- Særtoget bestaar af 12 Personvogne og ikke mindre end 9 Godsvogne. Saa mange er nemlig nødvendige for at rumme de 1000 Tyske Flygtninges Ejendele. Bagagen til de 9 Godsvogne blev allerede i Gaar sendt ind fra Badet og pakket i Vognene. Men disse 9 Godsvogne var ikke nok til at rumme alle Flygtninges Ejendele. De slæbte saaledes ved Afrejsen i Dag alle sammen paa tunge Rygsække, Pakker, Papkasser og kufferter, -

der rummede det kæreste de ejer – de Ting, som de ikke tør give fra sig, men absolut vil have hos sig. 

Adskillige var iført Pelse 

Afrejsen havde i øvrigt sat deres Humør kendeligt i Vejret. De var allesammen glade og smilende, da de i Formiddag satte sig ind i Toget… de tog det hele som en ren Skovtur.

Det var ellers en broget Samling Mennesker fra alle mulige Samfundslag og i alle Aldre, lige fra Spæd-børn til rystende Gamlinge. Men fælles for dem alle sammen  var Udseendet af sund Velnærethed. Og de var alle sammen varmt Klædt på.

Kvinderne havde brogede, varme Uldtørklæder – tit flere – om Hovedet, Overtøjet var rent og helt – og varmt. Og Fodtøjet var der heller ikke noget at udsætte paa, ligesom de tykke, uldne Strømper var et godt Værn mod den bidende Frost.

Mændenes Paaklædning var om muligt endnu mere broget i sin Sammensætning end kvindernes. Adskillige havde Kapper af den kendte vissen-grønne Farve – nogle endda veritable Officerspelse. Adskillige – baade Mænd og Kvinder – var for- øvrigt iført Pels, flere endda yderst elegante.

Og Børnene var et helt Kapitel for sig. Som de tumlede rundt og legede, lignede de mest smaa tykke Tøjbylter. De fik dog ikke lov til i deres Leg at fjerne sig ret langt fra Mødrene.

 

 

 

Sidst i marts 1947 var der hospitalet (med 133 hospitalsfolk, 95 patienter), et mindre arbejdshold af danske arbejdere og nogle få tyske flygtninge tilbage. De ryddede op og gjorde rent næsten hele sommeren. I april var der besigtigelsesforretning, og bevogtningen blev overladt til de sidste 15 CB’ere.

Den 26. april blev flere af arealerne frigivet til Silkeborg Bad, og der kunne påbegyndes en større restaurering. Fra juli til september måned blev barakkerne brudt ned. Fra oktober 1947 til den 30. januar 1948 blev barakkerne og løsøret solgt på aktioner. De største og mest velholdte barakker gik for en pris på 6000,- kr. stykket. De fleste blev solgt til skoler og højskoler. Flere af dem eksisterer den dag i dag, men er yderst vanskelige at genkende, da de fleste nu er blevet udstyret med både isolerende ydervægge og termoruder.

Præcist hvornår den sidste tyske flygtning forlod Silkeborg Bad har det ikke været muligt at finde ud af, men ingen mindes at have set flere flygtninge på Silkeborg Bad efter sommeren 1947.

Det blev desværre heller ikke sidste gang at ufred og krig sendte flygtninge til Silkeborg Bad. I starten af 1980’erne var det iranske flygtninge der beboede Socitetsbygningen. Ti år senere - i starten af 1990’erne - var det jugoslaviske flygtninge der måtte benytte samme bygning på Badet som bopæl i en årrække.

 ©Dan Mouritzsen - Bunkermuseet 2003

Forside · Åbningstider og entré · Historie · Kort · Vandrehistorierne · Skattejagter og dykningerne i Ørnsø · von Hannekens tog

Bunkerstyper · Stranden ved Almindsø · Luftforsvar · Flygtninge · Beredskabsgrader · Fotoalbum · Litteratur · Links · Mail